Anmeldt – kommunens respons

Jeg skrev i sidste uge om, at vi (min eks og jeg) var blevet meldt til kommunen, fordi en nabo mener at trolden græder noget nær 4 timer i døgnet, uden at blive trøstet. I denne uge har vi så været til samtale på kommunen (de SKAL reagere og indkalde til samtale, når de får underretninger om mistrivsel) og fortælle vores side af sagen.

Vi var begge blevet indkaldt til samtale samme dag og – antog vi – samme tidspunkt. Det var bare ikke tilfældet. Kommunen er simpelthen vant til at skilsmissefamilier har høje konfliktniveauer, så de havde indkaldt os hver for sig, da de så, at vi havde hver vores adresse. Det blev jeg sgu lidt chokeret over – er det virkelig mere reglen end undtagelsen, at skilsmisseforældre er ved at rive hovederne af hinanden, når de skal sidde i samme rum?!?

Min eks og jeg havde ikke talt om tidspunktet for samtalen, da vi havde talt om underretningen og indkaldelsen, for vi gik ud fra, at vi selvfølgelig skulle ind sammen. Underretningen gik jo på os begge og vi har fælles forældremyndighed, så vi havde slet ikke tænkt muligheden for at blive indkaldt individuelt. Vi tog fik heldigvis kringlet os ud af det, så vi kom ind sammen.

Snakken gik meget stille og roligt. Hun forklarede at kommunen var lovmæssigt forpligtet til at indkalde os, når de fik en sådan underretning, men at vi så at sige “kun” var i første instans, hvor hun ville tale med os og finde ud af, om der var hold i underretningen, om vi skulle videre i systemet, eller om vi kunne lukke den her. Vi talte frem og tilbage, fortalte om at vi også lige havde været til samtale i børnehaven, hvor de havde fortalt, hvor godt trolden trives og udvikles. Vi var ærlige om, at trolden har temperament og gode lunger, men at der på ingen måde var tale om at han skulle græde i op til 4 timer dagligt, og da slet ikke uden at vi som forældre gjorde alt for at trøste ham, når han så var ked/vred.

Alt i alt tog samtalen lige omkring 10 min, for hun vurderede rimeligt hurtigt, at det her vist bare var en storm i et glas vand – at der på ingen måde var hold i underretningen, men at vi havde en sund og glad dreng – og nogle hys naboer.

Sagen bliver lukket og der sker ikke mere. Hun vil ikke engang tage fat i børnehaven for at få en udtalelse fra dem.

Jeg er så lettet, for gud hvor har tankerne kørt rundt i mit hoved. Frygtet at de ville fjerne trolden, været (og er egentlig stadig) småparanoid over beboerne i ejendommen, frygtet eskalering af konflikt med min eks, overvejet om jeg skulle flytte (for fjerde gang på 3 år) og bare ikke kunne overskue konsekvenserne af alt det. Heldigvis bliver ingen af delene aktuelle, men nøj hvor har jeg brugt meget krudt på at være ked. Der er sgu intet som en trussel mod ens barn som kan få en op på mærkerne og sætte tankevirksomheden i gang.

Noget som jeg også finder skræmmende, udover de tanker som har feset rundt på øverste etage, er at de på kommunen fortalte at det ikke var unormalt for dem, at få sådanne anonyme underretninger, men det kun var i 1-2% at der var hold i det. Så ud af 100 underretninger og dermed 100-200 møder med forældre (når nu de tager skilsmisseforældre hver for sig), er der kun 1-2 sager der er hold i. Det er helt fint at kommunen reagerer – intet ondt om det – men skulle folk da ikke lige tage og stikke en finger i jorden og undersøge hvad der foregår, før de spilder både kommunens og forældrenes tid med tvivlsomme underretninger? I et samfund hvor vi skal sparre til højre og til venstre, ville det da være oplagt, at vi som medborgere selv tog ansvar for ikke at spilde flere ressourcer end højst nødvendigt, og prøvede at ordne sådanne ting i ro og fordragelighed FØR inddragelse af det offentlige kom på tale. Kommunikation og dialog er sgu vejen frem!