Datingoplevelser #3

Selvforkælelse

 

Jeg er virkelig dårlig til at få brugt sådan nogle gavekort/smartboxes. Jeg fik en i housewarminggave, da jeg flyttede fra min eksmand (marts 2015), og selvom jeg har kigget på den mange gang, og tænkt at jeg skulle anvende den, er jeg ikke kommet længere end til tanken.

For en måned siden fandt jeg den frem igen, og begyndte at undersøge hvad jeg kunne få med denne her boks. Nogle af stederne var flyttet, andre udbød nu noget andet, end hvad der fremgik af boksen, og jeg synes generelt at det var et gedemarked! Jeg fandt dog et sted, hvor jeg kunne få det jeg gerne ville have – en ansigtsbehandling. Salon Schmück i Stefansgade på Nørrebro.

Jeg var af sted i sidste uge, og NØJ hvor var det dejligt! Jeg ELSKER jo at blive nusset om, og at få sådan en ansigtsbehandling med massage og masker og afslappende musik, så kan man jo næsten ikke andet end at slappe af og bare tage imod. Jeg fik både en rensemaske, en fugtgivende maske, ansigtsmassage, decoltémassage (ekstra ydelse) og anbefalinger til videre ansigtspleje, men uden oplevelsen af at hun hun prøvede at prakke mig alt muligt mærkeligt på. Det var virkelig rart bare at få rådgivning og anbefalinger, uden at det var hængt op på bestemte mærker/produkter. Det er virkelig et sted jeg gerne vil anbefale!

Og så fandt jeg jo ud af at der er områder af Nørrebro som faktisk er rigtig hyggelige! Jeg har aldrig været fan af Nørrebro og Nørrebrogade. Jeg føler mig ikke decideret utryg, men snarere at jeg bare ikke passer ind. Det er for rodet, beskidt/graffitiet og “crowdet”, og med fare for at lyde racistisk, for multikulturelt. Jeg synes det er skønt med blandede kulturer, men her bliver det for meget til, hvad jeg bryder mig om, hvilket højst sandsynligt skyldes at det “etnisk danske” er i undertal, og jeg derfor selv føler mig i undertal.

Ned ad Stefansgade er det dog som om, det er en helt anden bydel. Her er små restauranter og butikker, barberer og marskandisere, og selvom det langt fra er smørrebrødsforretninger og Vero Moda, så er det mere ovre, i hvad jeg forbinder med København og hygge. Der var fortovscaféer og en park hvor børn løb og legede, der var genbrugsforretninger og bodegaer, folk sad ude på fortovet og sludrede, og det var bare rigtigt hyggeligt. Det var ret vildt at se den kontrast, når det bare er at gå 500m ned ad en sidevej.

Så ikke nok med at jeg fik selvforkælelse, så fik jeg også øjnene op for at Nørrebro er meget mere end bare Nørrebrogade, Mjølnerparken og ballade. 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Datingoplevelser #3