Bytte bolig

Beach House, Havet, Udendørs, Himmel

Hvis man bor til leje, og har boet i sin bolig i 3 år eller derover, kan man bytte lejebolig med en anden, som har boet i sin lejebolig tilsvarende – og hvis det er almennyttige boliger, så skal man stadig leve op til de regler som boligselskabet foreskriver for antal personer vs. antal værelser. Til november har jeg boet i min nuværende lejlighed i 3 år, og jeg er derfor gået i gang med at undersøge, hvilke andre lejeboliger der findes steder, hvor jeg kunne tænke mig at bo, deres huslejeniveau og selvfølgelige deres størrelse/antal værelser og så om de har en lille have. Og der er faktisk en del boligkvarterer med lejede rækkehuse, så jeg har udarbejdet en flyer med informationer om min nuværende lejlighed og hvad jeg søger i en ny bolig, og den har jeg tænkt mig at uddele i postkasserne i de områder. Håbet er at et ældre ægtepar synes at det er blevet uoverskueligt med hus og have, og godt kunne tænke sig en lejlighed med elevator, lys og luft i deres lokalområde. Det kræver mere end almindeligt held tror jeg, men hvis man ikke prøver, lykkes det jo slet ikke! 😉

Wish me luck. 🙂

Have søges

Free stock photo of nature, field, flowers, summer

Trods at jeg det meste af mit voksenliv har været mere end almindeligt glad for IKKE at have en have, er jeg de seneste par år begyndt at savne en. Savnet er dels pga. trolden, at have en sted hvor han kan få brændt noget krudt af og ønsket om bare at kunne åbne en dør og så er man udenfor – uden at man behøver at have nøgler med, og hvor at trolden kan være ud, mens jeg stadig er inde. Dels savner jeg selv at have en have. Jeg savner bare at kunne være udenfor og nyde vejret og naturen uden at jeg partout skal gå en tur eller finde en bænk et eller andet sted. Jeg savner at have min egen grønne plet, hvor jeg kan plante jordbær, rabarber, hindbær, solbær, ærter, gulerødder, blomster osv. Noget jeg virkelig aldrig havde troet, at jeg havde lyst til.

Jeg har prøvet at kigge på mulighederne for at købe et hus med en lille have eller et stuelejlighed med havestykke, men huspriserne i Nordsjælland er absolut ikke indenfor mit budget, når jeg ikke ønsker at flytte 40+ km væk fra troldens far og min egen familie. Jeg har derfor tænkt i alternativer til at have hus og have – og se på mulighederne for “bare” at have en have. Med andre ord er jeg på udkig efter en kolonihave. Jeg har derfor skrevet mig op på ventelister til kolonihaver i min kommune – man skal nemlig have bopæl i kommunen for at blive skrevet op, og trods jeg først skrev mig op i vinters, er jeg allerede nr. 2 på en af listerne – og det endda i en haveforening som max ligger 500 m fra min lejlighed. Jeg har meget bevidst valgt kun at skrive mig op i haveforeninger som er tæt på, for jeg kender mig selv godt nok til, at hvis det er sådan noget med, at vi hver gang skal pakke bilen og køre en halv time eller mere, så kommer jeg/vi ikke af sted. Her er der så godt som ingen undskyldning for at komme af sted.

Jeg håber inderligt, at jeg snart kan kalde mig kolonihaveejer – også selvom det betyder mere og andet end blot at have en have. Det betyder jo også, at jeg skal vedligeholde huset på grunden. Det er en del af pakken. Og det sjove er, at selvom jeg på ingen måde kan kalde mig håndværker, så nyder jeg at gå til hånde og lave praktiske ting. Jeg synes det er sjovt at male, og kan egentlig også meget godt lide at lege med hammer, søm, skruer og boremaskine – sidstnævnte foretrækker jeg bare, at der er nogen som ved mere end mig, som lige kan hjælpe/guide mig til, hvordan jeg gør tingene rigtigt, og hvilke dimser som skal bruges til hvad og hvad der er behov for at få gjort.

Empati og dominobrikker

Fordele ved at have delebarn #1

Free stock photo of love, people, woman, sitting

Jeg kan godt lide at læse nogle få andre blogs, og noget som fungerer for nogle af dem, er sådan nogle opremsningslister over ting inden for samme emne. Jeg tænkte, at jeg ville prøve en indenfor et felt, hvor jeg efterhånden har lidt erfaring nemlig fordele ved at have et delebarn/skilsmissebarn/barn med to hjem eller hvad vi nu skal kalde det. Kært barn har mange navne.

Jeg har kaldt den #1, uden at vide om der nogensinde vil komme en #2, men det kan jo være. 😉

Dette skal dog ikke ses som en opfordring til at blive skilsmissefamilie. Som udgangspunkt vil jeg aldrig anbefale nogen at blive skilt og få en delefamilie, med mindre det er absolut sidste udvej. Jeg savner jo trolden af pommern til, når han er hos sin far, uanset hvor meget jeg egentlig også nyder min voksen-tilværelse, og han savner jo også at have begge sine forældre sammen, selvom han ikke kan huske at vi nogensinde har været det. Jeg synes dog efterhånden at være nået til et sted, hvor jeg har det bedste fra begge verdener, så derfor en lille liste over fordele:

  • Kæmpe kram og gensynsglæde fra trolden (og mig selv) efter weekend med far.
  • Hver anden weekend kan jeg sove længe – begge dage!
  • Jeg behøver kun madplaner for hver 2. uge
  • Jeg kan hente trolden tidligt de fleste dage, da jeg blot møder tidligere/arbejder længere, de dage jeg ikke har ham.
  • Stor frihed i børnefri-dagene. Når far henter, er der ikke underliggende forventning om, at jeg så laver mad eller klarer anden praktik. Jeg kan gøre, lige hvad jeg vil.
  • Ro – jeg kan rent faktisk slappe af, når trolden er hos sin far. Uden larm fra legetøj, tegnefilm og lign. i baggrunden.
  • Ingen at skændes om vedr. børneopdragelse (det kan selvfølgelig komme, hvis jeg en dag får en kæreste, men for nu nyder jeg enevælden).
  • Kort beslutningsproces – også til de skøre indslag så som at løbe forhindringsløb med en 4 årig. 😉
  • Stor frihed i beslutningsproces jf. ovenstående.
  • Tid til at dyrke mine egne hobbyer så som træning og syning og følge spontane indskydelser – som f.eks. mit spontane havnebad forleden.

Min voksensommerferie

Strand, Drik, Caribbean, Cocktail

Mens trolden er på ferie med sin far, har jeg valgt stadig at holde ferie, så jeg også får en uges afslapning bare til mig. Da jeg planlagde min ferie, havde jeg absolut ingen planer for min solo-uge, men det er nogle gange det gode ved ikke at planlægge en hel masse på forhånd – så opstår der pludselig sjove ideer og initiativer.

For noget tid siden mødtes jeg med en veninde, hvor vi havde aftalt at vi skulle i Københavns havnebad ved Fisketorvet. Jeg havde aldrig været der, men nøj, det var lækkert at komme i baljen, og jeg hev jo også med søster med nogle dage senere, bare i en anden havn. 😉

Men mens min veninde og jeg plaskede rundt i vandet, kom vi til at tale om vores respektive sommerferieplaner. Hun skulle bl.a. på camping med sine unger og mand i Italien, men fordi hun også var midt i et jobskifte, havde hun en uges ferie, hvor mand og børn ikke havde ferie. Jeg fortalte ligeledes om mine planer – både højskolen og min solouge hvor jeg ikke rigtigt havde andre planer end bare at slappe af. Og så slog det os, at det jo var i den samme uge, at vi begge havde soloferie, så om vi ikke skulle finde på noget sammen? Det blev til at vi tager to overnatninger på et badehotel i Sverige, nærmere bestemt Falkenberg Strandbad. Jeg har været der tre (eller er det fire?) gange før – en gang hvor det var rigtigt godt, en gang hvor det var knapt så godt, og en tredje gang, hvor det var endnu bedre end første gang (vi havde fået en hel del kompensation, da vi havde klaget over vores andet ophold). Derudover mindes jeg at have været af sted igen med min søster, hvor vi havde fundet et godt tilbud – denne gang dog kun en enkelt overnatning.

Anywho, jeg glæder mig som et lille barn til at skulle derop igen. Vi fandt en god deal, hvor vi får 3-retters middag begge aftner, og ellers har adgang til alle deres lækre faciliteter, og så ser vi, hvad vi ellers kan finde på at få tiden til at gå med. Der kan både snige sig lidt shopping, drinks og nogle gode lange gåture langs stranden ind. Det bliver så skønt!

Mole, Anløbsbro, Ocean, Hav, Vand, Måde