Fordele og ulemper ved at have et skilsmissebarn

Lidt sindssyg er man vel altid?

 

Jeg er blevet bidt af en gal løbesko. Af uransaglige årsager er jeg begyndt at løbe. Jeg har ellers altid hadet at løbe (har prøvet flere gange) og er ofte begyndt at få ondt i leddene, da jeg er hypermobil. Eller det var jeg i hvert fald før og under min graviditet (bækkenløsning fra uge 20 er bare en irriterende bivirkning til graviditet kombineret med hypermobilitet!). Men nu har jeg alligevel været ude og løbe nogle gange, efter jeg er flyttet for mig selv, og jeg kan faktisk godt lide det, og jeg får ikke ondt – i hvert fald ikke i mine led. Mine muskler skal lige vænne sig til det, men det er jo normalt nok.

Det er lidt mærkeligt.

 

Dog synes jeg selv, at det er lidt tosset, når man kun har løbet fast i en måneds tid, at man så begynder at blive afhængig af at komme ud og bevæge sig. Også selvom det regner, er ca 12 grader koldt (ja sgu! vi er i juni måned, så er 12 grader KOLDT), og det hele bare er gråt og trist. Så jeg tog da løbetøj på i formiddags og tog ud og løb!

Det er en tur på ca 4 km, rundt om den lokale sø. Gå, løb, gå, løb, gå, løb, osv. Det støvregnede da jeg tog ud af døren, men det holdt hurtigt op, så motivationen var i top. Halvvejs rundt om søen begynder det så at regne igen. Først støvregn, så finregn og til sidst reel regn. Jeg havde heldigvis en halvtyk hættetrøje på, så jeg blev ikke våd og kold inderst, men tænkte da flere gange over, hvor tosset man egentlig er, når man kan se at det er ustadigt vejr, og man så alligevel snører løbeskoene og siger fandme så!

20150619_102850[1]  20150619_110454[1]

Før løbetur                                                        Efter løbetur og mødet med regn

 

Jeg har ofte tænkt, at folk der tog ud og dyrkede deres sport i dårligt vejr var tossede! Eller dyrkede det på højt/professionelt plan. Ikke at jeg som sådan har noget imod dårligt vejr. Jeg er gammel spejder, så er nærmest opvokset under mottoet “der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning”. Men man kan jo ikke tage regntøj på når man skal ud og løbe. Kan man? Så får man det jo først varmt, og bliver alligevel mere våd indvendigt end udvendigt?

Jeg har engang roet, og der var det godt nok sjældent at vi gik ud i regnvejr – med mindre det var 25 grader varmt og lummert, og det egentlig var meget rart at blive kølet lidt ned. I sådan noget vejr var det kun kaproerne der gik ud (med mindre det tordnede, for så er der også risiko for lyn, og på en sø bliver man hurtigt det højeste punkt, så det er en dårlig idé). Det var også en af grundene til at jeg afslog tilbuddet, dengang de spurgte om jeg ville være kaproer. Jeg havde teknikken og fysikken til at kunne blive god, men jeg har aldrig været tiltalt af at nærmest skulle tvinges ud og gøre noget på en bestemt måde og hele tiden skulle presse mig selv. Det var jeg i hvert fald ikke som teenager, da tilbuddet var aktuelt.

I dag kan jeg godt se, at jeg egentlig meget godt kan lide, at der står en og svinger pisken lidt, og presser mig – i hvert fald i træningssammenhæng. Der fungerer jeg bedste med opmuntrende ord og en der giver udtryk for at de tror på, at man godt kan give mere. Om de så reelt mener det, er jeg sådan set ligeglad med. Det hjælper mig bare at høre det, og at de lades som om, at de mener det. Ellers får jeg hurtigt ondt af mig selv og slapper lidt af.

Det er også en af grundene til, at jeg faktisk er lidt spændt på, om jeg evner at holde fast i det her løbe-halløj. Om det er noget jeg kan motivere mig selv til, at blive ved med. Men ellers findes der jo heldigvis løbeklubber, som vist også kan hjælpe til at holde motivationen oppe og presse en lidt til at præstere bedre. Og skulle det ikke fungere, findes fitness-centrene jo overalt, hvor der er mange forskellige hold man kan følge. Så er det bare logistikken med at få kalendere til at passe, når jeg også har en lille trold, der ikke lige kan være alene hjemme endnu.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fordele og ulemper ved at have et skilsmissebarn