Forelsket op over begge ører

ADVARSEL: Forelskelses-sludder-tankespinds-vrøvle-indlæg

Jeg er forelsket. Op over begge ører! Derom hersker der ingen tvivl. Og jeg er virkelig i mine følelsers vold.

Jeg har været forelsket mange gange før, så det er ikke fordi det som sådan er nyt for mig at være det. Det som jeg oplever som anderledes er den intensitet følelserne rammer mig med. Jeg har sjældent, så hurtigt åbnet op for de meget private og intime sider af mig selv, og her tænker jeg ikke (kun) i relation til sex. Jeg er rædselsslagen, samtidigt med at jeg er noget nær lykkelig. Rædselsslagen for at det går i stykker lige pludselig, lykkelig fordi jeg føler mig elsket for den jeg er, med de fejl og skæve sider det indbefatter (og der er alligevel nogle stykker 😉 ).

Fra dag 1 var der en kemi jeg sjældent har oplevet før, men som jeg næsten er 100% sikker på, at jeg ville løbe væk fra, hvis jeg havde oplevet den tidligere. Det ville jeg simpelthen ikke turde dykke ned i. Nu gør jeg det. Med et åbent sind.

Som før beskrevet, har jeg alle dage været en forholdsvis privat person – uden at have spidskompetencer i smalltalk, kan jeg sagtens snakke med folk om alt og ingenting, og de kan for så vidt også sagtens få meget af min historie af vide. Det faktuelle, så at sige. Det følelsesmæssige har jeg ofte holdt for mig selv, for det gør simpelthen for ondt at dele. I det her mærker jeg stadig stopklodsen, men by-passer den. Virkelig grænseoverskridende for mig selv, men også meget befriende. Især fordi jeg kun er blevet mødt med forståelse, kærlighed og respekt. I hans øjne mister jeg ikke værdi, af at fortælle om tingene, tværtimod. Og det er (sjovt nok) gengældt – både at jeg faktisk finder mere ro i, at han ved tingene, men også at jeg har nogenlunde samme reaktion, på det som han fortæller mig om sin baggrund, sine skeletter. Og jeg er helt med på, at det jo gerne er sådan et forhold skal være – at man skal turde gøre sig sårbar for hinanden, turde åbne sig op med fare for at blive såret – men jeg har bare aldrig oplevet det i den grad før, og slet ikke så tidligt (måske derfor mine tidligere forhold er forliste?).

Jeg er helt med på, at en del af al denne “ævlen” og tankespind er en del af den midlertidige sindssyge kaldet forelskelse. Det jeg er i tvivl om, er hvor meget af den? Noget i mig frygter at “kemien” forsvinder med forelskelsens rus. Selvom jeg på den ene side er gået ind i det her med åben pande, gnaver frygten stadig i mig. Frygten for at det går galt igen. Frygten for at jeg lader mig rive for meget med og at det går ud over trolden. Frygten som gør, at jeg prøver at holde jordforbindelsen og tænke bare lidt rationelt en gang imellem.