Farvel sut

Det lykkedes sgu! Trolden har sagt farvel til sutten, og har nu klaret sig i 2 uger uden sut og uden det store savn.

Jeg er helt målløs!

Det hele startede med, at vi fik af vide fra tandlægen, at det var ved at være tid til at sige farvel til sutten, hvis vi ville undgå at trolden fik suttebid. Jeg var som sådan godt klar over, at det var ved at være tid, og var egentlig mest bekymret for troldens reaktion, og om hans far også ville kunne holde fast i, at vi havde sagt farvel til sutten (han har ikke været super konsekvent med sine sutte-restriktioner, så jeg var alt andet end overbevist).

Vi aftalte, at vi sagde farvel til sutten en weekend, hvor trolden var hos mig, så det var mig der kunne tage det umiddelbare og, hvad vi forventede ville være, den værste reaktion. Vi forberedte trolden på, at vi snart skulle sige farvel til sutten, og at han var en stor dreng som derfor snart ikke skulle bruge sut mere. Han gentog det også mange gange, selv når han sad med sutten.

Dagen oprandt. Vi startede med at tage alle sutterne jeg havde og putte dem i en pose, hvorefter vi gik over til far og fandt alle hans sutter. Så satte vi dem på en snor, så de dannede en fin “halskæde”, som vi kunne hænge op. Dernæst kørte vi i samlet flok ud til tandplejen, hvor der var et intermistisk suttetræ, trolden hængte sutterne på en gren, sagde farvel og gik sin vej. Uden at se sig tilbage eller noget som helst. Jeg var målløs!

Hjemme igen fik han en gave af os hver (mor og far), vi spiste noget frugt og gik udenfor og legede. Om aftenen da han skulle sove, spurgte han end ikke efter en sut, men lagde sig bare til at sove. I løbet af dagen havde vi mange gange talt om at vi havde afleveret sutterne, for det fyldte jo også lidt i hans hoved, men ingen plagen, skrig eller skrål. Heller ikke hos far.

Efterfølgende har han nogle få gange sagt at han gerne ville hente sutterne tilbage, men ikke mere end det. En uge efter vi havde smidt sutterne hjemme, sagde han også farvel til dem i børnehaven – denne gang ved at proklamere til pædagogerne at han nu ikke længere brugte sut, så den skulle han ikke have, når han skulle sove til middag.

 

Jeg er så stolt af min lille (store) søn. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle gå så nemt, at sige farvel til sutten, især taget i betragtning af hvor glad han var for den.

 

 

To metoder til inspiration:

Den “klassiske” med et suttetræ:

Vores metode: Vi forberedte trolden på at sige farvel til sutterne en uges tid eller to. På dagen var han med til at finde alle sutterne, ligge dem i en pose og siden sætte dem på en snor. Ude ved suttetræet hang han selv sutterne op på træet og sagde farvel (denne del var jeg ret imponeret over!) og hjemme igen fik han nogle gaver – ikke kun som belønning, men ligeså meget tænkt som, at hvis han nu ville have sutterne igen, kunne vi minde ham om, at han jo havde afleveret sutterne og i stedet fået det-og-det.

 

Ramasjang-metoden:

En anden metode som en af mine veninder brugte til sine unger: at sende alle sutterne med brev til Hr. Skæg, for dernæst at modtage en pakke fra Postmand Per med en gave i. Tanken bag gaven, er den samme som ovenfor. Ligesom med den anden metode, tror jeg, at det er en fordel at inddrage ungerne, så de er med til at putte sutterne i konvolutten og smide den i postkassen, ligesom de også er med til at åbne pakken, når den kommer. Der havde ikke rent fysisk været nogen Postmand Per forbi (men bare en pakke som på magisk vis var dukket op ude på trappen), men det kunne man selvfølgelig gøre, hvis man har overskuddet (og outfittet) til det.