En tur op i helikopteren

Min eks spurgte fornylig, om det var muligt at bytte lidt rundt i hans samværsdage i en uge om en måneds tid, da han skal til udlandet i forbindelse med sit arbejde. Normalt har han samvær mandag og onsdag, men han skal rejse onsdag, så han vil høre om vi i den uge, kan bytte, så han har samvær mandag og tirsdag. I og for sig en meget harmløs forespørgsel, selvom jeg personligt nok bare havde aflyst samværet onsdag, for så stor forskel gør det trods alt ikke for trolden, når det bare gælder en uge.

En ret så stor del af mig havde også lyst til at stille mig på bagbenene og netop sige, at vi så kunne samle samværet til mandag eller tirsdag, alt efter hvad der også passede ham bedst, men så det kun blev én dag, i stedet for to dage lige i rap. Dels fordi jeg er træt af at det hele tiden skal være millimeter-demokrati (jeg har RET til så og så meget, så det SKAL jeg have), og dels fordi jeg tror, at det er forvirrende for trolden, at blive hentet hjem til sin far to dage i streg, uden at det involverer overnatninger eller lign.

Dog var jeg meget i tvivl, netop fordi det også kun drejer sig om én uge, og i det store hele gør det nok ikke den helt store forskel. Og fordi at jeg synes at opleve hele tiden, at blive mødt med “jeg har ret til, så så skal jeg”, men det er jo ikke ens betydende med, at jeg også behøver at opføre mig efter samme princip. Der går jo ikke noget af mig for, om det lige er tirsdag eller onsdag, samværet ligger, når jeg alligevel ikke har nogle planer for de to specifikke dage. Jo mere imødekommenhed jeg udviser, jo større sandsynlighed er der for, at jeg også får noget tilbage (før eller siden). Man har jo lov til at håbe i hvert fald. Og hvis ikke, så kan jeg jo påpege, at det da er pudsigt, at det kun er den ene af os, der kan være fleksibel, når det handler om at imødekomme den anden.

Alt dette var dog ikke noget, jeg kom frem til helt uden hjælp. Så hellig/god er jeg sgu ikke blevet endnu. Jeg ringede til en ven – en der i sådanne situationer, ved bedst hvad er det smarteste at gøre, for han har selv levet igennem tilsvarende situation, og har derfor også bagklogskabens ubarmhjertige viden med sig. Med andre ord, jeg ringede til min far, og spurgte ham til råds. Mine forældre blev skilt, da jeg var 3, og havde en meget bitter skilsmisse. Det er først indenfor de sidste 2-3 år de for alvor er begyndt at kunne tale sammen og hygge sig i hinandens selskab, og det har jo så taget dem 25 år(!) at nå dertil. Så min far ved om nogen, hvad der i hvert fald ikke har kunnet betale sig at stille sig på bagbenene for, når man tænker i den lange bane. Og den bliver jeg nødt til at tænke med, for det er trods alt de næste 10-15 år, jeg skal have sådanne dialoger med min eks, så jo hurtigere vi kan få en god, imødekommende dialog, jo bedre.

Så min far tog mig “en tur op i helikopteren”, som han kalder det. Op og kigge i det større, brede perspektiv, og se på, hvad gør det her for det lange forløb. At trolden lige har to samværsdage i rap én uge, i stedet for mandag og onsdag (hvilket jeg egentlig også tror er forvirrende, men det gemmer vi til en anden gang), gør nok ikke den store forskel. At jeg viser imødekommenhed og siger “selvfølgelig. Ikke noget problem”, i stedet for at afvise og stille modkrav, kan tilgengæld hjælpe dialogen godt på vej, og om ikke andet, gøre at jeg ved, at jeg har gjort mit for at mindske konfliktniveauet mest muligt.

Generelt er det altid godt, at “komme op i helikopteren” og se tingene lidt fra oven. At se tingene i et større perspektiv end kun ens egen navle (det var det jeg lige havde brug for hjælp til her), for der er sgu ikke ret mange ting, som kun omhandler den. 9 ud af 10 gange, kan man hive det op, og se på et større samlet billede, og så virker navleproblemet pludselig ikke så vigtigt/svært.

Om denne lille episode gør nogen synderlig forskel for det helt store billede, tror jeg egentlig ikke, men jeg er helt sikker på, at det i hvert fald ikke har forværret noget. Og det er også værd at tage med. 🙂