Den bedste, men sværeste måde at diskutere på

Jeg er ikke en haj til at diskutere/skændes. Jeg hader det, for at være ærlig, i hvert fald hvis det er de negative diskussioner, hvor der også kan være følelser på spil. Jeg er blevet bedre til det med årene, men er fortsat ikke en haj til det. Noget af det der har hjulpet mig, har bl.a. været en terapeuts råd, om hvordan man i det hele taget tænker om sit liv.

Jeg har mange år været meget usikker på mig selv, om jeg var god nok, om det var ok, at jeg nu mente det, jeg mente, følte det jeg følte, tænkte det jeg tænkte, osv. Det har jeg skulle have hjælp til at forstå, at det var det! Ingen kan tage mine tanker fra mig, ingen har ret til at kræve hvordan jeg tænker, føler, mener osv.. Det er mig, og kun mig der styrer det. Ligesom det er mig der styrer, hvorvidt og hvordan det skal komme til udtryk. Især i diskussioner er dette vigtigt at have for øje. Hvis man er uenige om noget, og man hver især mener, at have den rigtige holdning/oplevelse, nytter det ikke noget, at blive ved med at diskutere hvorvidt det er rigtigt eller forkert. Det ændrer ikke noget, andet end at det ofte får begge parter til at stå endnu mere stejlt på holdningerne.

I sådanne situationer har jeg fundet det nyttigt, at acceptere og sætte ord på at der er nogle ting man som udgangspunkt ikke er enige om/har samme opfattelse af, og i stedet for at blive ved med at diskutere hvem der har ret, så prøve at spørge ind til, hvorfor den anden part har en anden oplevelse af tingene end en selv. Så kan begge parter måske blive klogere og måske i den sammenhæng ændre holdning/mening. Men det kræver at begge parter formår at blive på egen banehalvdel, og ikke fyre en million beskyldninger af om hvor dum/grim/imbicil/what ever den anden er. Hele tiden holde sig til, at “min oplevelse er/var …”, “da du gjorde sådan og sådan, fik det mig til at føle sådan og sådan”. Det kan nemlig ikke diskuteres hvordan en person har oplevet eller følt noget. Det kan til gengæld diskuteres hvad der lå bag oplevelsen og det der skete. Hvorfor handlede vi hver især som vi gjorde, hvorfor reagerede vi som vi gjorde?

Det samme gælder egentlig i resten af livet – hvad andre tænker/mener/synes om mine handlinger og valg er deres problem, og ikke mit. Det er mit problem, hvis jeg selv er utilfreds med det, eller hvis jeg får en negativ respons som af en eller anden grund har en betydning/konsekvens for mig. Hele tiden holde sig på egen banehalvdel, og holde sig til “jeg gøre sådan, fordi det har jeg erfaring med/tror jeg på virker, og det påvirker ikke dit liv, ergo har din mening ikke nødvendigvis nogen påvirkning af mit valg”.

Dette er også noget jeg arbejder meget på, for det er mega svært, især fordi mange, mig selv inklusiv, helst ikke vil være på kant med andre. Vi skal helst kunne sammen alle sammen, og så er mit indtryk også, at langt de fleste mennesker generelt er meget konfliktsky, og hellere vil affinde sig end brokke sig. Det holder bare ikke i længden. Vi har ansvaret for vores liv, og kan ikke bebrejde andre for vores valg. Uanset at man synes, at det er nogens andres skyld at ens liv ser anderledes ud end man synes det skulle, så holder den ikke i retten, hvis man ikke selv har sagt fra, og sagt sin mening og selv gjort hvad man kunne for at ændre det. Dermed ikke sagt, at der kan ske ting i ens liv, som man ikke er herre over, for det kan der sagtens! Ulykker, overgreb, sygdom og lign. kan man ikke styre. Men når ens situation skyldes ens egne valg, så er det kun ens eget ansvar, uanset hvad andre har sagt og gjort for at påvirke det.

Alt hvad jeg har gjort i mit liv, har været mit valg og ingens anden – i hvert fald ikke efter jeg er fyldt 18. Mange ting før da, kan man godt argumentere for at jeg overhovedet ikke havde et valg om. Men at jeg flyttede sammen med min eks-mand og opsagde min lejlighed var mit valg, selvom jeg godt nok var ærgerlig over det, da forholdet så brast et par år senere. At jeg ikke kæmpede mere for en masse ting under skilsmissen, ærgrer jeg mig over i dag, men det var det valg jeg traf dengang, og det må jeg leve med og acceptere i dag. Det hjælper mig ikke at gå og være bitter. Tværtimod, så bruger man bare en masse energi på det, uden at få noget ud af det.

Det jeg kan bruge mine bitre erfaringer til, er at lære af dem. Tænke over dem, og prøve at ændre min adfærd næste gang jeg står i en lignende situation. Trække på erfaringen, og gøre hvad jeg kan, for ikke at ende samme sted igen.